Dagbogsblade fra rejse til Polen, 29. maj - 1. juni 2003     Skrevet af Lars Henning Jensen

Torsdag - Fredag - Lørdag - Søndag
Søndag den 1. juni 2003
Hjemrejsedag - afgang med bil fra Wolsztyn 7.25. Forinden konstateres, at Pm36-2 er "vendt hjem" i nattens løb fra turen til Østersøkysten. Der køres via Babimost til Swiebodzin, hvor vi endelig finder et sted, der sælger brød (og så har åbent på denne søndag morgen). Morgenmaden indtages ved overkørsel for hovedstrækningen Berlin-Poznan vest for Swiebodzin. Derpå køres videre mod grænsen med stop undervejs for fotografering af storke samt for køb af granitfigurer eller alternativt havenisser (NJ); da disse imidlertid viser sig af være lavet af hhv. beton og plastic, opgives projektet...
Grænsen til Tyskland passeres - efter en hurtig og improviseret ruteændring - ved overgangen i selve Frankfurt/Oder, og denne gang er ventetiden ikke over 15 minutter. I Frankfurt fotograferes sporvogne, og vi fortsætter ad motorvejen til Woltersdorf i Berlins østlige udkant. Frokosten indtages på "Cafe Knappe" i Woltersdorfer Schleuse - endestation for Woltersdorfer Strassenbahn. Efter frokost (god, men til helt andre priser end i Polen...) køres en tur med sporvogn (der køres stadig med "rigtige" østtyske Gotha-vogne) til Rahnsdorf og retur. I Rahnsdorf er der tid til et kig på S-banestationen. Tilbage i Woltersdorfer Schleuse indtages eftermiddagskaffe "mit kuchen" på "Cafe Knappe", inden vi kører ad landevejen ind gennem Berlin fra Øst, via Frankfurter Allé, Alexanderplatz og Under den Linden til Brandenburger Tor (kort ophold) og derfra videre gennem Tiergarten, forbi "Gedächtniskirche" og ad Ku'damm til Charlottenburg, hvor vi atter kommer på "Berliner Ring", motorvejen rundt om Berlin. Og så går det omkring 15.20 for alvor hjemover gennem tæt søndagstrafik mellem Berlin og Hamburg, via Schwarzenbek-Bad Seegeberg-Neumünster (atter uden om Hamburg...) til den dansk/tyske grænse, som nås 21.45 efter en aftensmadspause ved "Rasthof Hüttener Berge".
Torsdag - Fredag - Lørdag - Søndag
Retur til nyhedssiden